DET 'HOTTESTE' CB66 DM i HORNBÆK
I dagene 7.-9.august dystede 12 både om titlen som Danmarksmester i CB66.
DEN 164 "Dirty Diana" Hellerup Sejlklub med Michael Casparij, Ulrik Andreasen og Simon Mørup-Petersen tog den samlede
førsteplads, og vandt dermed CB66 DM og guld.
DEN 107 "Donatella Versage" Hellerup Sejlklub med Mikkel West-Nørager, Per Baatrup, og Simon Paag tog sig af den samlede 3. plads, og således DM sølv.
DEN 152 "Ketchup" Hellerup Sejlklub med Jesper Dietz, Anders Nyholm og Jakob Bejstrup Hansen fik en samlet 5. plads og DM bronce.
SWE 124 "Blåls" Halmstad Segelsällskab, Christoffer Hellekant, Anders Hellekant og Petter Norrgren blev nr. 2 samlet og
SWE 160 "RipRapRup" SSPinhättan Barsebäck, Fredrik Gyllander, Johan Brunlid og Daniel Mohn fik 4. pladsen i det samlede resultat.
Med et begrænset antal både i år var kampen ikke mindre tæt - og varmen gjorde også sit til at sveden ikke bare sprang fra panden men fra hele kroppen af de højaktive sejlere på banen. Hver sejlads tager max 30 min. og der sejles ikke sjældent i intenst tempo op til 8-9 sejladser per dag.
Selvom der måtte ventes på vinden lørdag og søndag lykkedes det alligevel at gennemføre 15 sejladser over de 3 dage. Vinderen blev DEN 164 Dirty Diana, som sejlede stabilt og overbevisende førte i det stærke felt at f dygtige sejlere.
For første gang deltog en ren Hornbæk besætning og båd - med Jacob Pociot som ejer af den nyindkøbte CB66. Jacob Pociot havde sat den drevne sejler Mikkel Paludan ved roret og agerede selv gast sammen med Kenneth Dyhl.
De tre sejlere er blevet modtaget med åbne arme af en klasse som lægger stor vægt på hjælpsomhed og socialt samvær udover seriøst hård konkurrence på banerne. De 'nye' konkurrenter klarede mosten flot og skal nok kæmpe sig frem på resultatlisten hurtigt.
Som sædvanlig blev slagets gang til vands og på land styret med hård og kompetent hånd af Hønse-klanen, der som altid sørgede godt for sejlere og baner. Grillarrangement på stranden var suverænt og vi kunne ikke være heldigere med vejret den fredag aften. Ingen sand i maden - kun god mad og dejlige omgivelser. Lørdag tog Café Hansen godt i mod os med den lækreste mad og gode stemning.
Håbet er om få år at have nogle unge sejlere med i klassen. Derfor vil vi i den kommende tid forsøge at invitere ungdomssejlere med ombord til prøvesejlads i CB66'erne.
Anette Molbech - kølbådsformand & CB66 sejler